fbpx

Et moderne eventyr

Mine hænder knugede om hinanden. Koldsveden sprang frem på min pande og hele Jesperhus Blomsterparks samlede besætning af sommerfugle havde besluttet sig til at opholde sig i min mave… spændingen var på højdepunktet og ventetiden var ulidelig.

De 4 af os der var tilbage sad og kiggede nervøst på hinanden… ingen sagde et ord. Vi var alle bange for at det skulle bringe uheld hvis vi rørte os eller sagde noget. Der sad vi kun 4 tilbage. Vi havde overlevet de indledende runder, kvartfinale og semifinalen… vi havde alle lavet vores show, der var kun en ulidelig ventetid tilbage… pludselig forstummede publikumslarmen, da konferencien talt i mikrofonen:

Mine damer og herrer, publikumsstemmer og dommerstemmer er optalt og vi har en vinder af Danmarksmesterskaberne i Stand-up Comedy 2003…

Mit liv passerede revy. Der sad jeg nede i et halvskummelt kælderlokale under scenen på Comedy Zoo i København, men flygtige billeder af hele mit liv farede igennem hovedet af mig…

Jeg huskede hvordan jeg var klassens tykke dreng i folkeskolen og også den eneste dreng der igennem hele folkeskolen og gymnasiet aldrig havde haft en kæreste. Jeg huskede hvordan jeg havde taget rollen som klassens sjove dreng, for at fjerne fokus fra min vægt og pinlighed.

Jeg huskede hvordan vi efter skolen skiltes, for alle andre skulle på universitet og jeg skulle ikke noget. jeg tænkte på de næste 10 år hvor jeg på grund af min uduelighed og dovenhed gang på gang kørte mit liv længere væk fra sporet. Hvordan jeg bare aldrig rigtig havde fundet noget som helst jeg rigtig kunne lide… og jeg husked hvordan alle omkring mig helt og holdent havde afskrevet mig som den ypperligste taber.

Men nu sad jeg her… var der virkelig noget jeg duede til alligevel. Det var for sindsygt at håbe på at vinde, men hvis det nu alligevel skete ville jeg få en drømmekarriere som komiker i et helt år…

Konferenciens røst flåede mig væk fra min drømmetilstand og jeg lyttede uden at trække vejret:

På en flot 4. plads ud af samtlige deltagende landet over: Tommy Nielsen…

alle klappede og vi andre 3 klappede Tommy på ryggen mens han gik op af trappen.

Og så er der opstået en ny situation der aldrig før har indtruffet ved Danmarksmesterskaberne: Vi har stemmelighed mellem 3. og 2. pladsen, så det betyder vi i stedet får en delt andenplads… giv en stor hånd til dem begge to: Jesper Juhl og Asmus Brandt…

folk hujede og klappede… jeg fattede ingenting…. jamen jeg var jo ikke blevet nævnt… det måtte jo betyde at… sandheden gik op for mig og jeg begravede mit ansigt i hænderne… imens konferencien skreg i mikrofonen:

Og dermed… den nye Danmarksmester i Stand-up Comedy: HENRIK BRUHN

Pludselig gik alting på automatik. Jeg gik op af trappen til et væld af klapsalver, kamerablitze og folk der lykønskede mig. Som i en rus fik jeg lavet en kort takketale for jeg kunne stadig ikke forstå at det var sket… Jeg duede rent faktisk til noget! Jeg havde vundet et Danmarksmesterskab.

Den lille tykke kiksede Silkeborggenser der aldrig havde været god til noget og slet ikke konkurrencer… den selv samme knægt var nu udråbt som Danmarksmester og havde vundet et helt års betalt kontrakt som komiker til at få kickstartet karieren.

Det er mange år siden nu, men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på det. Følelserne væltede op i mig imens jeg skrev denne artikel.

Jeg kan kun udtrykke en så kæmpestor taknemmelighed for at jeg rent faktisk kan leve af det jeg holder allermest af, nemlig at få folk til at grine. Tænk at det kan lade sig gøre… jeg føler mig som den heldigste mand i verden.

Jeg er ikke kun heldig fordi jeg dengang vandt konkurrencen… jeg er heldig fordi jeg i forløbet mødte nogle gode kollegaer som den dag i dag er mine personlige venner. Vi var nemlig nogle få der gerne ville udvikle os en anden vej: Vi ville gerne underholde til private fester!

De private fester er sjældne i de normale bureauer fordi de fleste ikke har de store summer det koster at leje etablerede navne… men det er og bliver nu engang det sjoveste at optræde til fødselsdage, bryllupper og andre private fester.

Derfor gik vi nogle stykker sammen og lagde os prismæssigt på niveau med festmusikerne, så der var råd til os i budgettet…

Så jeg er taknemmelig og heldig over at jeg dengang vandt en konkurrence der kunne få mig startet, og at jeg siden har knyttet venskaber med super dygtige kollegaer der nu hjælper mig, ligesom jeg hjælper dem.

Uanset om jeg skal underholde til din fest eller ej, så ville jeg skrive dette for at udtrykke min store taknemmelighed… for uden folk der holdt fester, kunne jeg ikke udleve min drøm om at leve af at underholde til fester… det er da så fantastisk at jeg vil kalde det et moderne eventyr!

Med venlig hilsen

Henrik Bruhn